Det spirituelle Egypten
- UDSOLGT - desværre -
2. november – 20. november 2008 (6 dage på højskole og 12 dages rejse)
Væksthøjskolens rejsekurser indeholder en god blanding af fordybelse, fornøjelse og forkælelse. Rejsekurset er åbent for alle, der interesserer sig for personlig og spirituel udvikling, gennem en ydre og indre rejse. På selve rejsen vil der blive nedkanaliseret oplysninger omkring energiens oprindelse og udvikling på de forskellige steder. Gruppen vil lave udrensende tjenestemeditationer og arbejde for at højne energien på Jorden ved at arbejde med Egyptens energiindstrømning. Der samarbejdes med de åndelige mestre og lysvæsenerne.
Rejsekurset starter søndag den 2. november med 6 dage på Væksthøjskolen, hvor vi bygger energien op og lærer hinanden at kende. Undervisningens hovedtema er "Det spirituelle Egypten" som vil handle om det spirituelle Egyptens energi og visdom, samt give de redskaber der arbejdes med undervejs. Underviser vil både på skolen og rejsen være bevidsthedstræner med speciale i bevidsthedsudvidelse forstander Vita Storborg.

Fredag den 7. november om eftermiddagen køres fra Væksthøjskolen med bus til Københavns lufthavn. Herfra flyves til Prag, hvor der kun er 1 times mellemlanding inden vi skal videre til Cairo, hvor vi bliver indlogeret på rejsens første luxushotel: Pyramisa. Søndag er der udflugt til et af verdens 7 vidundere: Pyramiderne og den mystiske Sfinx.
Indtil i dag har ingen arkæologer fundet betydningen af Sfinxen, og det er bare en af de mange gåder i Ægypten, man stadig forsøger at løse. Vi vil se på nogle af de spirituelle betydninger bag disse fantastiske værker, og om vi dermed kan komme med bud på løsninger af disse gåder. Der bliver tid til at gå rundt på egen hånd og dvæle ved fortiden samt tage billeder og ride på hesteryg eller kameler.
Vi besøger også Zosers trinpyramide, forgængeren for alle andre pyramider, samt Ti's masteba. Mandag kører vi i bus til Alexandria. Der venter os en meget spændende dag. Alexandria forbinder vi alle med Dronning Kleopatra, Ægyptens sidste dronning, som boede her i sit palads. Det var også her, hun forførte Cæsar som hun fik en søn med.
Det verdensberømte bibliotek i Alexandria "Bibliotheca Alexandrina" er et imponerende bibliotek med plads til 8 millioner bind. Selv i oldtiden under Kleopatra var biblioteket i Alexandria et fantastisk sted, som lærde fra hele verden besøgte. Under Kleopatra's tid rummede biblioteket tusindvis af papyrus- og pergamentruller, som desværre brændte eller blev ødelagt, da biblioteket første gang brændte ca. år 47 f. Kr. og siden hen helt ødelagt ca. år 642 e. Kr. Dog er der delte meninger om, præcist hvornår biblioteket blev ødelagt, men i al fald forsvandt der meget værdifuldt materiale sammen med ødelæggelsen.

I året 1986 startede projektet med at bygge et nyt bibliotek i samarbejde med den ægyptiske regering, UNESCO og UNDP. Dette stod færdigt i 2000. Et lille museum inde i det nye bibliotek rummer bøger og manuskripter dateret helt tilbage til 800 - 900 e. Kr. Mod ekstra betaling kan selve museet besøges, og det er absolut et besøg værd. Vi besøger også Qaitbay fortet bygget af Sultan Qaitbay i 1480. Fortet ligger, hvor det berømte Pharos-fyrtårn stod.
Vi besøger området ved Ptolemæernes akropolis, hvor man ser den 30 m høje søjle i Aswan granit. Den kaldes Pompejus søjle, men er i virkeligheden dedikeret til Kejser Diocletian i 291 e.Kr. I oldtiden lå Rhakotis citadellet her, viet til Osiris.
Ptolemæerne byggede senere hen et Serapis tempel på toppen af bakken. Her udstyrede Kleopatra sit andet Alexandrinske bibliotek med bl.a. de 700.000 manuskripter, som hun havde fået forærende af sin elsker Marcus Antonius. Igennem flere hundrede år var dette sted det meste lærde på jorden.
Vi skal også en tur ned i katakomberne i Kom el-Shuqafa. Disse meget unikke grave er faktisk den vigtigste seværdighed i Alexandria. Samtidig udgør de det største gravkompleks i Ægypten fra romertiden. Katakomberne ligger i 3 niveauer, men det nederste står under vand og kan således ikke besøges.
En vindeltrappe fører ned til første niveau, og herfra går en smal trappe ned til andet niveau, hvor de utrolige gravkamre er. Det er en fascinerende blanding af stilarter: Slanger med skæg, som holder Dionysos' fyrrekogle, Hermes' slangestav og som bærer Øvre- og Nedre Ægyptens dobbeltkrone. Vi besøger desuden Det romerske Museum samt det romerske amfiteater.
Tirsdag gør vi først stop ved Citadellet med den meget smukke alabast moske, som er Cairos vartegn. Citadellet er beliggende højt oppe og har en fantastisk udsigt over Cairo by. Vi tilbringer noget tid her, inden vi fortsætter til lufthavnen for at flyve til Aswan.
I Aswan indlogeres vi på hotel ISIS Island, som er Aswans vel nok dejligste hotel. Beliggende på sin egen private ø ude midt i Nilen. Alle værelser er store med balkon eller terrasse med udsigt til Nilen, aircondition, store badeværelser med brus og kar, TV, radio, køleskab samt sikkerheds boks. Hotellet har forskellige restauranter og udendørs caféer, enormt store swimmingpooler, helsecenter, tennisbaner og butiksarkade. Hotellet har også sin egen skrædder.

Her er fred og ro, og masser af dyreliv. På øerne i Aswan er der et utroligt fugleliv, så husk kikkerten. På dette hotel tilbringer vi tre dage med undervisning og afslapning.
Fredag morgen sejler vi over til det cruise, vi skal bo på de næste 3 nætter. Vi får alle en udvendig kahyt på et af de øverste dæk med eget toilet og bad, aircondition samt køleskab. Herefter er der udflugt til Philae templet, som i sin tid blev flyttet sten for sten, da den nye Aswan dæmning blev bygget, og Nasser søen opstod. Den dag i dag står der stadig mange templer på bunden af Nasser søen. Philae templet er meget smukt og giver et fantastisk indblik i oldtidens Ægypten.
Den nye Aswan dæmning besøger vi også, inden vi kører tilbage til cruiset, og sejler til Kom Ombo, hvor det lægger til. Vi besøger dobbelt templet Kom Ombo - et meget smukt lille tempel der er dedikeret til guderne Sobek og Horus. Her kan vi bl.a. se en af verdens første kalendere udhugget i stenvægen, samt et nilometer, der i Oldtiden blev brugt til at måle afstanden i Nilen. Tilbage på skibet sejler vi videre til Edfu, hvor det lægger til for natten.
Tidligt om morgenen lørdag kører vi op til Horus templet, et af de bedst bevarede templer fra Oldtiden. Den store gård med de mange søjler samt de store vægge med de mange inskriptioner og historier vidner om en svunden tid, hvor guderne var centrum i dagligdagen. Det er bl.a. her i Horus templet man kan læse om Osiris legenden.
Tilbage på skibet er der lidt tid til undervisning. Nyd evt. også afsejlingen fra Edfu oppe fra soldækket. I sejler igennem slusen og videre til Luxor, der normalt nås sidst på aftenen.
Søndag er der udflugt til Kongernes Dal på Vestbredden med besøg i 3 af gravene. Dronning Hatshepsuts terrasse tempel besøger vi også og gør et stop ved Memnon kolosserne. Tilbage på cruiset er der tid til både undervisning og afslapning.
Mandag morgen er der udflugt til Luxor templet og det enormt imponerende Karnak tempel. Karnak templet er verdens største tempelkompleks fra oldtiden. Lige efter indgangen står der 134 kæmpesøjler. Men det rummer mange mindre templer samt en stor hellig sø og en kæmpeskarabæ, om hvilken det siges, at går man rundt om den 12 gange, bliver man gravid.
Efter udflugten til Karnak og Luxor templerne kører vi til Hotel ISIS Luxor, hvor vi får vores værelser. Hotellet er et dejligt hotel med en fantastisk beliggenhed. Hyggelig stor tropisk have lige ned til Nilen. Hotellets to swimmingpools er udendørs med hyggelige borde omkring poolen, så man bl.a. kan indtage sin frokost. Badehåndklæder udleveres ved swimmingpoolen. Alle værelser har eget toilet, bidet, brus og badekar, TV og radio, aircondition, køleskab samt balkon med udsigt til haven og Nilen. Desuden 24 timers roomservice.
Der er mange restauranter samt små butikker dels inde på hotellet, men også rundt om i haven. ISIS ligger i rolige omgivelser og alligevel tager det kun små 10 min. med hestevogn at komme hen til basaren. En sejltur på Nilen i solnedgang er en flot oplevelse, og der ligger felukkaer lige neden for haven.
Der er også rigtig mange seværdigheder i og omkring Luxor. Tag eventuelt en felukka tur til Banana Island, en lille ø der ligger langs Nilen i Luxor. Her dyrkes der bananer, appelsiner, mandariner og citroner. Det er spændende at høre om bananernes cyklus, og sjovt at se de små bananer hænge i store klaser på palmerne. Efter rundvisningen får I lov at smage bananerne, der er utroligt søde og dejlige i smagen.
På hotellet vil der disse dage både være undervisning samt mulighed for afslapning og udflugter. Onsdag får vi lov til at beholde vores værelser hele dagen indtil vi om aftenen flyver til Cairo, hvor der skiftes til flyet til København via Prag.
Vi lander i København torsdag den 20. november om morgenen, hvor bussen kører os mod Væksthøjskolen. Der er dog mulighed for at tage hjem direkte fra Københavns lufthavn.
Rejsekurset er et samarbejde mellem Væksthøjskolen og Tiffany Tours.
Fotografierne i denne brochure er fra Væksthøjskolens rejsekursus til Egypten i 2006 samt fra Tiffany Tours brochuremateriale.
Pris
Prisen for hele rejsekurset: Kr. 14.725,-
(I forbindelse med langt kursus gives specialpris).
Prisen inkluderer:
- På højskolen:
- Undervisning
- Materialer
- Fuld kost
- Logi på dobbeltværelse
- På rejsen:
- Fly København - Cairo t/r med rutefly og fly Cairo – Aswan / Luxor – Cairo
- Alle transfers til / fra lufthavn/hoteller/cruise og transport på udflugter
- skatter og afgifter
- visum
- drikkepenge
- 3 nætter på 5* Hotel Pyramisa inkl. morgenbuffet
- 3 nætter på ISIS Island 5 * inkl. halvpension
- 3 nætter på 5* cruise inkl. helpension, udvendige kahytter på et af de øverste dæk
- 2 (3) nætter på ISIS i Luxor 5 * inkl. morgenbuffet
- Udflugter med dansk guide
- Undervisning
- Prisen inkluderer ikke:
- Eneværelse på højskolen (begrænset antal) 300,-/450,-
- Evt. enkeltværelse på rejsen kr. 2485,- kr.
- Obligatorisk rejseforsikring.
- Enkelte måltider og vand
- Ekstra udflugter
Tilmelding:
Tilmelding kan ske her på højskolens hjemmeside
For at sikre dig plads indbetales ved tilmelding kr. 3000,- til skolen på giro 161 0007. Betaling kan også ske ved overførsel via PC-bank til reg. nr. 9570 og konto nr. 1610007. Husk at skrive dit navn og at det er betaling for Det spirituelle Egypten på overførselen. Når vi har modtaget din tilmelding, vil du få et bekræftelsesbrev med yderligere oplysninger.