Dagbog fra Egypten
Rejse med Væksthøjskolen til Egypten. 16. – 30. november 2007
Afrejse fra Væksthøjskolen – Ankomst til Luxor
Der havde været meget snak om de nye regler for håndbagage, hvor man kun lige må have væske nok med til at fugte læberne, men efter indtjekning af den store bagage, forløber sikkerhedstjekket meget smertefrit og hurtigt og alle slipper igennem med alle deres ting i behold.
I bus ud til Jettime´s fly og efter at have overstået nogle problemer med jordstrømmen, som kuldkaster sikkerhedsproceduren og bl.a. slår navigationssystemet ud af kurs, kommer vi i luften ca. en halv time forsinkede. Første destination er København, hvor nogle passagerer står af og andre kommer ombord og kl. ca. 8.30 letter vi med kurs mod Luxor, Egypten.
Ruten følger en linie ned gennem nogle af de Østeuropæiske lande. I højt, flot solskinsvejr kan nogle af gennem vinduerne os se bl.a. Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Albanien og Grækenland glide forbi nedenunder og derefter går det udover Middelhavets azurblå blinkende overflade.
Det brede, frodige grønne bælte strækker sig på begge sider af Nilens bugtede løb og talrige kanaler sørger for overrisling, og som et under kvitterer den golde ørkenjord med et overflødighedshorn af afgrøder i alle afskygninger og farver fra tusindvis af små jordlodder, der ligger side om side som små frimærker.
Vi lander planmæssigt i Luxors internationale lufthavn ved 14.30-tiden lokal tid og bliver på rekordtid – i hvert fald i forhold til beskrivelsen i de omdelte brochurer om egyptiske forhold–gelejdet gennem de bureaukratiske instanser, som ordner visa og stempler pas m.v., så vi ret hurtigt kommer ud til de ventende busser, som kører os til hotellet. Herefter er der tid til at indtage vore værelser og gå på opdagelse på hotellet, som ikke kun er et hotel men i virkeligheden et "resort", altså et helt anlæg med mange forskellige faciliteter udover hotel.
Hotellet er beliggende i selve Nilen, på en ø med en omkreds på ca. 2,5 km og består af en hovedbygning med reception, bank, butik, bar, to indendørs og en udendørs restaurant og et konferencecenter. Spredt ud over øen ligger 21 cirkelrunde bungalows, hver med 16 dobbeltværelser udstyret med alle moderne faciliteter.
Dertil kommer fitness- og joggingfaciliteter, to pools, tennis- og fodboldbaner, en Zoo, et væksthus og en marina, hvorfra der hver dag er flere (gratis) afgange med båd ind til selve Luxor by. Der er også en gratis shuttlebus, med afgang til og fra byen en gang i timen hele dagen.
Hver eftermiddag kl. 17 er der klassisk koncert – ganske vist gennem et sæt højtalere – på terrassen ud mod Nilen og vi er mange der forsøger at falde til ro her i den korte skumringstime efter et par hektiske døgn og en lang flyvetur.
Rejsens mission – Jacob er syg – Sikkerhed – Karnak templet –
Meditation – Faraohs forbandelse – Undervisning.
Næste dag tager vi på turens første udflugt, som går til Karnak Templet lidt nord for Luxor by. Vi kører i to busser og er i hver bus ledsaget af en guide fra Atlantis Rejser. Mette og Eigil er hver på deres facon omvandrende oplysningsbureauer og vi finder ret hurtigt ud af, at hvad de ikke ved om det gamle Egyptens dynastiers historie og mytologi, er vist ikke værd at vide. Mette er tillige gift med en egypter, bosiddende i Luxor på 13. eller 14. år og taler arabisk, så hun kender hver en krog af byen og svarer beredvilligt på stort set alle de mærkelige spørgsmål, vi kan finde på at stille.
Turens mission er jo intet mindre end at give vores bidrag til det kæmpemæssige energimæssige løft, som jordkloden er i gang med, nu, hvor den bevæger sig fra den tredje dimension og ind i den femte.
Hjemmefra er holdet gennem seks dage blevet klædt på til opgaven gennem foredrag, oplæg, meditationer og specielle øvelser, som sætter hver enkelt i stand til at kontakte de høje energifrekvenser.
Filosofien er jo, at "resultatet er større end summen af de enkelte dele" og som en gruppe på næsten 60 mennesker, er vi overbevist om at vi kan gøre en forskel i Egypten, som er et af de store energi-indstrømningssteder på kloden.
Til at hjælpe med at spore os ind på opgaven, var det meningen at Jacob Nørkov Friis som en kapacitet på dette felt, skulle med som hjørnesten og lærer. Jacob er imidlertid blevet alvorligt syg et par dage inden kurset starter. Det er naturligvis et chok for især de deltagere, der i sin tid har meldt sig til hans Egyptensrejse, inden den blev slået sammen med Væksthøjskolens.
Da først vi er kommet os over bestyrtelsen sætter vi vores lid til at han når at blive rask, inden vi rent faktisk rejser. Men efterhånden som afrejsedagen nærmer sig, bliver det klart at han ikke vil kunne rejse samtidig med os andre. En tid lang håber vi så at han vil blive i stand til at støde til senere.
Jacob når desværre ikke at blive rask nok til at komme til Egypten, men han er jo med os "i ånden" hele tiden alligevel. På det tidspunkt, hvor det sidste håb om at han fysisk kommer herned og følger med til vores næste destination – Sharm El Sheik på Sinai halvøen, brister, er der allerede født en plan for, hvordan vi griber opgaven an uden Jacob.
Dette er dybest set den opgave vi har når vi tager ud og besøger de forskellige templer og grave i Egypten og således også Karnak Templet.
Det vil føre alt for vidt at kaste sig ud i en beskrivelse af templet og al den mytologi og historie, som knytter sig til det eller de øvrige seværdigheder, vi besøger i løbet af de næste 14 dage – det er i den tilgængelige rejselitteratur beskrevet meget mere levende og vidende, end jeg har mulighed for her. I stedet vil jeg holde mig til nogle af de oplevelser, som gjorde et stort indtryk på gruppen og på mig.
Og templerne gør et stort indtryk, alene ved deres imponerende størrelse og den – trods alt – velbevarede tilstand de befinder sig i efter 5000 års omvæltninger i den brændende sol.
Efter "turistrundvisningen", som bestemt giver næring til forestillingerne om, hvad der er foregået adskillige tusind år tidligere, har vi tid på egen hånd, som bliver brugt til en fælles meditation i det inderste allerhelligste af templet.
Der er utrolig mange turister rundt omkring på stederne og der er et konstant pres på for at bevæge sig videre, så de næste kan komme til. De mange guider er ikke altid lige diplomatiske når de forhandler med hinanden om pladsen til at fortælle deres respektive grupper om stedet.
En anden ting som er usædvanligt i forhold til hjemme, er sikkerheden. Overalt ser vi "Touristpolice", hvis eneste opgave er at værne om Egyptens livsvigtige turistindustri og dermed os. Der er uniformerede betjente overalt, men også civilklædte betjente i stort tal. Der går lidt tid inden vi får øje på dem – det er i reglen nydelige velklædte unge mennesker som enkeltvis eller i par "hænger ud" på turiststederne og gerne hilser og smilende svarer på spørgsmål. Deres tilstedeværelse undrer mig dog lidt, indtil jeg får øje på mundingen på maskinpistolen, som stikker ud under jakken. De er heller ikke meget for at blive fotograferet.
Midt under besøget i Karnak bliver vi også vidne til det første af en lang række tilfælde af "Cairo Quickstep", "Faraohs Forbandelse", "Racermave" og hvad den næsten uundgåelige følge af en ganske anderledes bakteriekultur end den danske, ellers har fået af kælenavne.
Især håndhygiejnen er et kritisk punkt. Det gælder om at vaske hænder ved enhver given lejlighed og bruge desinficerende servietter i tide og utide, men især inden måltiderne naturligvis og så i øvrigt forsøge at lade være med refleksagtigt at slikke sine fingre f.eks. når man spiser saftig frugt eller lignende som løber.
Især de egyptiske pengesedler (vi så faktisk ingen mønter, selvom de vist findes) er rene bakteriebomber og især de mindste værdier, 1-pundssedler 50- og 25-piastre sedler - i værdi svarende til vores 1-kroner 50-ører og 25-ører - har en konsistens som minder om tyndt gummi fordi papiret nærmest er kapslet ind i fedt og snavs.
Om aftenen er der undervisning kl. 20 og vi bliver orienteret om de praktiske ændringer, som er en følge af at Jacob ikke er med. Som tidligere nævnt er en af ændringerne at vi nu selv – efter lyst og evne – fortæller om de indre oplevelser vi evt. har haft under dagens udflugt.
Det bliver til en lang række fine beretninger fra deltagernes indre univers og ofte også sat i relation til deres egen udvikling.
Blandt andet er der flere, som har en ganske tydelig fornemmelse af at "have været der før", hvad enten de dengang har befundet sig på samfundets højeste eller laveste trin, eksempelvis som henholdsvis dronning eller slave.
Der er også nogle stykker som beretter om indgroede mønstre i nuværende liv, hvis oprindelse og rødder nu pludselig kan identificeres som stammende fra et eller flere tidligere liv i Egypten.
Vi præsenteres for byen Luxor – Handel på egyptisk – "Alladins hule"
Søndag er der således om eftermiddagen planlagt en udflugt til Luxor by for de interesserede På vejen ind får vi lidt at vide om byens historie bl.a. som oldtidens Egyptens tidligere hovedstad Theben, men også mere aktuelle oplysninger.
Luxor er midt i en renoveringsfase og der arbejdes på byens forskønnelse især i centrum, hvor al asfalten er brudt op og støvet står om fødderne på en og om de mangeartede køretøjers hjul.
Vi bliver introduceret til handelslivet og dets spilleregler som det udfolder sig, især i byens basar. Som hovedregel er der ingen prisskilte på varerne – alt er i princippet til forhandling, og det forventes at man prutter om prisen.
En tommelfingerregel kan være, at har man fået en vare ned i en pris man vil betale, skal man ikke forsøge at få den endnu længere ned. Sælgerne er meget ihærdige og de tilbyder alverdens ting til næsten ingen penge og det kan være svært at afvise dem, men det bliver man nødt til at lære, hvis man overhovedet vil færdes. Så en måde er at sige, venligt, men bestemt: "No, thank you very much" eller også forsøge helt at ignorere dem, hvilket kan være noget vanskeligere.
Der udfoldes nemlig megen opfindsomhed for at få blødgjort en utilnærmelig turist. Selv var jeg ude for en handlende som efter de indledende manøvrer med at spørge, hvor jeg kom fra, inviterede mig hen til sin butik og spurgte, hvad jeg kiggede efter. "Nothing" svarede jeg afværgende, men det slog ham ikke ud: "I have nothing–what size"? Spurgte han med et glimt i øjet.
Mette fra Atlantis Rejser tager os bl.a. med til en juveler og senere til "Aladdins Hule" hvor man blandt en masse tin- og messingkander og -fade, perlemorsindlagte æsker, figurer og statuer, også kan købe tæpper.
Indehaveren udfolder stort talent udi kunsten at sælge sine varer, som naturligvis nærmest ingenting koster og tillige loves man en klækkelig rabat. Dertil kommer at han har lært sig adskillige danske ord og vendinger som han til stor morskab for os strør om sig med rund hånd.
Hyggeligt bænket med the eller cola på første sal mellem alle tæpperne, får vi så en demonstration i egyptisk salgstalent for fuld udblæsning, mens han hiver det ene skønne silketæppe frem af bunkerne efter det andet og lader det folde sig ud for vore beundrende øjne.
Det er lidt overvældende i situationen, men mange af os vender tilbage til "Aladdins Hule" i løbet af de næste dage for at handle enten tæpper, tørklæder eller andre af de rare sager.
Kongernes Dal – Kamelridning på Vestbredden – Mennesker mødes og forestillingerne smuldrer – Luxor templet ved solnedgang.
Tempelanlægget er et imponerende bygningsværk med en lang, bred stentrappe, som hæver sig op mod selve templets hovedindgang. Bag det imponerende ydre er selve templet hugget ud i klippen. Desværre var der ikke adgang til det inderste da vi var der.
Da solen er på vej mod den vestlige horisont, haster vi videre til arbejderlandsbyen med dens grave, hvis udsmykninger efter sigende er bedre bevarede end kongegravene. Gravene viser sig at være forholdsvis små i størrelsen, men udsmykningen er fantastisk. Farverne, som ikke findes mage til andre steder end i Egypten, er så friske som var de malet i går.
Et stykke tid efter rider vi adstadigt gennem de snævre gyder i en nærliggende landsby, hvor livet leves på gaden og på trappestenene foran husene. Her sidder kvinder og børn og følger med i hvad der sker, samtidig med at de ordner grøntsager eller forbereder andre ting til det næste måltid. De fleste hilser og smiler, især børnene er tilsyneladende ret vilde med at der kommer fremmede.
I det hele taget gør egypternes imødekommenhed og hjertevarme et stort indtryk på os alle. Overalt bliver vi budt velkommen på en måde som virker oprigtig og ægte og enhver frygt for eventuelle misfornøjede ytringer eller det, som er værre, over nogle fjollede tegninger i en dansk avis eller vores engagement i en tåbelig krig i et andet muslimsk land bliver gjort til skamme. I alle de 14 dage vi er af sted, møder jeg ikke en eneste gang tilløb til hverken reservation eller modvilje, når jeg siger at jeg er fra Danmark. Og jeg hører heller ikke om det fra andre deltagere i turen!
I løbet af ugen går det op for mig, at ligegyldig hvor meget jeg i mit hoved er bevidst om at sangen om terror – som hjemme og i vesten som helhed, af politikere og andre "eksperter" synges i medierne – er en frygtsang; så kryber den ind under huden alligevel. Vi bliver frygtsomme i vort møde med de fremmede og vi vil – indtil illusionen heldigvis brister – helst ikke vedgå vores tilhørsforhold til Danmark!
Om onsdagen er der om eftermiddagen udflugt til Luxor templet som ligger midt i Luxor by. Igen kører vi i to busser med hver sin guide og vi bliver i løbet af de næste par timer ført igennem templets gemakker og historie mens tusmørket sænker sig over det imponerende bygningsværk og projektørerne bliver tændt. Belysningen af de hieroglyfbesatte vægge og søjler, og ikke mindst reliefferne og statuerne bidrager yderligere til den ophøjede, næsten andægtige stemning i templet.
Rejsedag – Sharm El Sheik – "Glemte sager"
Torsdag er rejsedag og vi flyver videre til Sharm El Sheik på Sinaihalvøen, men nogle enkelte benytter denne sidste dag i Luxor til en tur med ballon tidlig om morgenen. Det skal være en helt særlig oplevelse at se ørkenen fra luften når solen står op.Ballonturen ender uheldigt for en enkelt, som forvrider sin fod da hun stiger ud af ballonkurven. Der skal imidlertid mere til at slå hende ud og efter et lægebesøg og efter at have pakket og afleveret vore værelser, er vi klar til at tage af sted.
Den tilskadekomne elev køres til et sygehus for at få taget røntgenbilleder og det viser sig at hun faktisk har brækket et stykke af spidsen af en knogle i foden, som derfor bliver fikseret med en glasfiber-"støvle". På den måde kan hun komme til at gå i løbet af et par dage og også bade.
For Sharm El Sheik er jo et badested. Vokset ud af den golde ørken, nærmest ligesom Las Vegas i USA, tiltrækker den typisk turister, som er vilde med at bade og med at dykke eller blot snorkle. Her ligger det ene hotel efter det andet langs rødehavskysten og i skyggen af dem trives en underskov af restauranter, firmaer, der udlejer eller sælger bade- eller dykkerudstyr, bådeudlejninger og butikker af enhver art.
At Hotel Marriot går efter et andet publikum end det hotel vi kommer fra i Luxor, ses bl.a. af at ingen blandt personalet ser ud til at være over 35 år. Blandt vore deltagere er der tilløb til skuffelse over de nye forhold, men vi må jo konstatere at vi nok har efterladt vores tryghed i Luxor i stedet for at tage den med hertil. Heldigvis et problem, som hurtigt kan og bliver løst.
Der går et par dage inden jeg opdager at her mangler noget, som ellers er karakteristisk for Egypten eller for den sags skyld et hvilket som helst muslimsk land: Her bliver der ikke kaldt til bøn fra moskéen. I Luxor blev der kaldt til bøn fra kl. halv fem om morgenen og til sent ud på aftenen fra de forskellige moskéer, men her hører man intet dagen lang.
Mosesbjerget og Katarina-klosteret
Fredagen går i øvrigt med undervisning, både formiddag og aften, men inden dagen rinder ud, er ca. halvdelen af holdet ved 23-tiden steget på en bus og er kørt af sted mod nord, til Mosesbjerget ca. 130 km væk, for at bestige det i mørke.
Resten af deltagerne sætter sig i en anden bus kl. seks lørdag morgen med kurs mod først en beduinlejr og senere Katarina-klosteret ved foden af Mosesbjerget.
Selv er jeg med det første hold og inden vi når bjerget, standser vi ved en café for at få noget at styrke os på inden klatreturen. Allerede her, hvor vi er kommet lidt op i højden og et stykke ud på natten, er det tydeligt koldere. Kl. ca. halv fire er vi fremme ved bjergets fod og kan begynde opstigningen.
Selv er jeg knap så ihærdig og når op til den sidste café før trappen, som fører de sidste 750 trin op til toppen. Her kan jeg i ro og mag afvente solens tilsynekomst, hvis ikke det var for den bidende kulde. Jeg har jo ikke ligefrem taget varmt tøj med til Egypten, og jeg har da heller ikke frosset på vejen op. Men nu, hvor jeg står stille og den smule tøj jeg har på er gennemblødt af sved, går der ikke længe før jeg begynder at hakke tænder.
Jeg har videokameraet klar da solen endelig viser sig og jeg håber blot at det ikke er falsk reklame, når der i brugsanvisningen står at kameraet har automatisk billedstabilisering. Det er i hvert fald meget svært at holde det i ro, men solopgangen er heldigvis overstået på to-tre minutter. Så er solen oppe og jeg kan allerede begynde at mærke dens livgivende varme.
Nedturen er "a piece of cake" i forhold til opturen. Ikke alene er det ned ad bakke, men det jo også lyst, så man kan se hvor man træder. På vejen op mødte vi mange kameldrivere, som gør deres bedste for at sælge en ridetur, på vejen ned er det souvenirsælgere – ofte drenge og piger på en 6-8 år, som, når det går op for dem at jeg ikke vil købe noget, begynder at tigge om penge i stedet.
Vel nede igen møder vi den anden gruppe ved Katarina-klosteret. Klosteret er formentlig det ældste kristne kloster i verden og bebos i dag af 15 græsk-ortodokse munke. Vi bliver lukket ind gennem den smalle indgang og beser Mosebrønden, hvor Moses angiveligt skulle have truffet sin hustru, den brændende tornebusk, hvor Gud talte til Moses og bad ham befri hebræerne og føre dem ud af Egypten og klosterkirken, formentlig en af kristendommens ældste kirker med en meget smuk udsmykning med bl.a. 12 ikoner som præsenterer hver måneds profet.
Herefter går det ved 10-tiden nedad i bus til en landsby lidt længere nede ad bjerget og en restaurant, hvor der er dækket op med en lækker morgenbuffet. Endelig kan vi få stillet sulten inden turen går hjemad mod hotellet.
Søndagen går med Chi-gong og morgenmeditation på stranden og så undervisning både formiddag og aften.
Med lystyacht på snorkeltur – Delfiner og solnedgang – og en bekendelse.
Nu skulle vi kunne være der. Men ak, turistpolitiet – som naturligvis overvåger og kontrollerer alt hvad der foregår, har åbenbart en meget krakilsk chef på stedet. Han indregner de fire besætningsmedlemmer i det tilladte antal og pludselig er der nu fire mere som ikke kan gå ombord.
Vi er naturligvis oprørte og nogle af os forsøger højrøstet at gøre opmærksom på den lodrette uretfærdighed som synes at overgå os.
Bådens besætning forsøger at dysse os ned og få os til at tage det roligt, og det viser sig at det åbenbart ikke er usædvanligt. Og de har da også en nødplan, som simpelthen går ud på at de efterladte fire bliver sejlet ud til os i en speedbåd, lige så snart vi er kommet i skjul bag pynten uden for Naama Bay.
En rum tid sejler vi lige stik imod solnedgangen og det inspirerer til en solnedgangssang som samtlige ombord synger/gynger med på. Og her oplever vi for første gang en egypter give udtryk for sin modvilje mod vestlig kultur i almindelighed og den danske i særdeleshed. Men det er nærmest som en bekendelse. Af egen drift fortæller bådens kok at han på denne tur nærmest har fået et kulturchok.
Der findes åbenbart danskere, som er glade, åbne og venlige og som man ikke med rimelighed kan tiltro skumle motiver. I virkeligheden præcis den samme situation, som mange af os danskere fandt sig selv i, da vi ankom til Egypten en god uges tid tidligere.
Cairo – Pyramiderne – Sfinxen – Det egyptiske museum.
Efter en begivenhedsløs bustur, hvor vi med ringe held gør vores bedste for at få lidt søvn, lykkes det at få billetter til alle og snart efter kan vi lidt groggy bevæge os den lange tur op igennem den smalle gang til kongekammeret.
Efter pyramiderne kører vi ned og ser Daltemplet og Sfinxen inden vi skal på Det Egyptiske Museum. Her ser vi bl.a den imponerende guldskat fra Tut-Ank-Amons grav og mange andre ting fra den egyptiske oldtid. Her ville det have været rart at have en hel dag til rådighed hvor vi var udhvilede, for at få set alle de fantastiske genstande, som her er samlet. Det er i sandhed enestående.
Efter en overdådig, men kort frokost på en restaurant ved Nilens bred, besøger vi Citadellet med Alabastermoskeen og til slut et hurtigt svirp gennem en brøkdel af den store basar i Cairo. Vi holder ved en McDonalds for at fouragere inden hjemturen og så går det den anden vej og med et enkelt stop undervejs, ankommer vi ca. 24 timer senere til hotellet i Sharm El Sheik onsdag morgen kl. 01.
Opsamling på turens udbytte – Meditationer – Hjemrejse.
Modsætningerne er jo udtryk for spaltninger i sindet og vi arbejder nu med dem på den måde at vi udvælger de vigtigste modsætningspar, "trækker" dem ind i Solar Plexus chakraet, integrere dem og skaber herudfra nye "uspaltede" begreber.
Vi har oplevet meget og der er mange vigtige modsætningspar som kræver opmærksomhed, så dette arbejde kommer til at tage hele resten af dagen.
Torsdag er hjemrejsedag, så efter morgenmaden er der blot at pakke, afregne eventuelle mellemværender med hotellet inden vi kl. 14.20 kører af sted mod lufthavnen. Vi har fået den opløftende besked at fordi mange af os ikke skal længere end til København, flyver vi i to fly og det ene flyver så direkte til Billund. En glædelig nyhed, for det betyder jo at vi lige pludselig kan være hjemme på højskolen ved 10-tiden i stedet for kl. 1 om natten.
Vi har ellers overstået sikkerhedskontrol og indtjekning, paskontrol og endnu et sikkerhedstjek og står klar ved gate 6. Og vi er ikke de eneste der venter i det forholdsvis beskedne lokale. Og for at komme på toilettet, skal man tilbage og ud gennem det sidste sikkerhedstjek igen, og så forfra for a komme tilbage.
Og de stakkels rygere, som febrilske lige skal have et sidste hiv inden de sætter sig op i flyet, kan pludselig lige nå en smøg mere – og en til – og en til, som med centimeterlang glød bliver mast ud i askebægeret inden en ny tændes, mens vi andre hiver efter vejret og gnider de sviende øjnene.
Det er med nogle timers forsinkelse at vi endelig letter og hjemkomsten bliver således først hen ad ved 1-tiden om natten som det oprindeligt var planlagt.
Vel hjemkommen til Væksthøjskolen bliver vi mødt af et dejligt ostebord med the og kaffe, men p.g.a. af tidspunktet ingen modtagelseskomité. Så er det med at få sig en nøgle til et værelse og komme i seng efter en dejlig, begivenhedsrig og ikke mindst meget lærerig rejse.
December 2006
Steen Andersen
Video af afskedssangen i lobbyen på Hotel Marriot i Sharm EL Sheik |
